Arkivernes Dag i Galten lørdag 1. november 2025
Ikke mindre end omkring 110 støtteforeningsmedlemmer og andre tilhørere var mødt op til arrangementet i Biblioteket og arkivet. Først præsenteredes det nye årsskrift, Annales 35, med korte omtaler af artiklerne. Det indeholder som sædvanligt ca. 10 artikler fra lokalområdet på de i alt 112 sider. Blandt emnerne er bl.a. en række erindringsartikler fra Skovby, Galten, Skjørring og Høver, en om Galtens forbindelser til Øm Kloster i Middelalderen, en om en ”rundtur” i Herskind, hvor der bl.a. fortælles om udviklingen i byen i årene, før udstykningen begyndte i tresserne samt om Niels Porse fra Porskjær, der i en række år havde en fremtrædende position i de danske mejeriorganisationer. Til sidst fortælles om, hvad der var nyt i Galten for 10 år siden, i 2015.
Programmet fortsatte med et billedforedrag af arkivlederen om nogle af arkivets ældre og nyere ”arbejdsfotos”, hvor de fotograferede ikke som normalt havde taget ”stadstøjet” på, men gik i hverdagstøjet under en række forskellige arbejdsaktiviteter.
Efter en forfriskning med udlevering og salg af Annales sluttede arrangementet på trappen og i arkivet, hvor der var opsat en stor ny fotoudstilling vore landsbyers udvikling med før-og-nu-fotos af de mange forsvundne og nyopførte bygninger. Udstillingen vakte stor interesse og kan fortsat ses i den kommende tid.
Endelig var der fremlagt en række udarbejdede hjælpemidler i læsestuen, og medarbejderne besvarede spørgsmål både om materialer og hjælpemidler i arkivet og om slægtshistorie.
Annales 35 kan nu købes i arkivet og biblioteket (150 kr.) og frem til nytår desuden i brugserne i Galten, Herskind og Stjær samt Rema 1000 i Skovby.