Arkivernes dag 2021

Annales 31 præsenteres for mødedeltagerne i bibliotekets overetage, som arkivet havde fået lov til at benytte til arrangementet. Til venstre foredragsholder Flemming Østergaard.

Mellem 80 og 90 var mødt frem for at deltage i Arkivernes Dag på Galten Lokalarkiv og for at få det nyeste nummer af Annales

Først præsenterede Arkivleder Erik Korr Johansen det nyudkomne Annales 31, der indeholder 10 artikler fra Galten-området. Her berettes bl.a. om Horsegårds mere end 400-årige eksistens frem til nedrivningen i disse dage, om Røde Kors i Galten-området og om AVKs 80-årige historie. Desuden kan man læse om det nu nedlagte Skovby Bageri  og fra Storring om Stjærvejs gartnerier, der var i drift fra 1940’erne til 70’erne. Andre artikler fortæller om Herthas Levefællesskab i Herskind, Skovby-Militærdepotet under den kolde krig og om, hvordan det var at være tjenestedreng og -karl i Sjelle i tyverne.

Endelig kan man også få at vide, hvordan Steffen Brandt fra tv‧2 i 1980’erne indspillede plader i Stjær og nød Lindegårdens ”farserede porrer”. Nogle af forfatterne kommenterede kort deres bidrag. Bogen kan herefter købes på Biblioteket og Arkivet samt i brugserne og Rema 1000.

Flemming Østergaards følgende foredrag om genforeningen og grænseforeningens aktiviteter gennem de seneste 100 år vagte stor interesse, og det samme gjorde de nye udstillinger af genforeningsplakater og om Wedelslund.

Arrangementet afsluttedes efter megen snak, vejledning om samlingerne og enkelte nye afleveringer i arkivet kl 17.