Arkivernes dag 11. november 2023

Omkring 90 støtteforeningsmedlemmer og andre tilhørere var mødt op til arrangementet i Biblioteket og arkivet. Først præsenteredes det nye årsskrift, Annales bd. 3. Det indeholder som sædvanligt ca. 10 artikler fra lokalområdet på de i alt 100 sider. Blandt emnerne er et par artikler om Wedelslund og erindringsartikler fra Stjær, Skovby, Galten og Storring. Andre fortæller om en 1864-veteran fra Skovby, om Storring Forsamlingshus´ godt 100-årige historie og om et par medlemmer af familien Fisker i Skivholme og Skjørring. Nævnes må også den tidligere lokalredaktør Jens-Erik Sinnbecks beretning om sin tid og arbejde i Galten.

Programmet fortsatte med, at et par af arkivets medarbejdere fortalte om deres arbejde med at undersøge gårdhistorien i Galtenområdet og om de kilder og udarbejdede hjælpemidler, man kunne bruge dertil.

Efter en forfriskning med udlevering og salg af Annales sluttede arrangementet i arkivet, hvor der var opsat en ny fotoudstilling fra arkivets samling samt fremlagt bl.a. hjælpemidlerne til gårdhistorien. Endelig modtog arkivet et par afleveringer og fik sat nye navneoplysninger på ældre fotos.

Annales 33 kan nu købes i arkivet og biblioteket (150 kr.) og fra weekenden og frem til jul desuden i brugserne i Galten, Herskind og Stjær samt Rema 1000 i Skovby.

Ellen Jensen fortæller om, hvordan historiske matrikler og realregistre kan oplyse om, hvor gårdene lå ,og hvem der ejede dem.